STAUDER FRØ

 

Frøsåning

 

De forskellige sorter af stauder skal sås på forskellige måder. Nogle sås sent efterår, andre tidligt forår.

Når du begiver dig ud i frøsåning af dine egne stauder, er det en god ide at begynde med et lille udvalg af sorter. Meningen er, at du skal nyde processen og ikke få stress eller blive frustreret over ikke at kunne overkomme pasningen af de mange små planter, inden de er klar til at passe sig selv.

Følg såvejledning og beskrivelse af planten under det enkelte produkt, så får du succes med dine stauder.

 

 

 

preload spinner

Staudefrø

 

Jamen, stauder kan man få smidt i nakken alle steder, er der nogen der hævder. Ja, måske, siger jeg, men der er stor risiko for at få hudafskrabninger i hovedbunden af at kradse sig uforstående i håret, når man leder med lys og lygte efter planterne året efter. Det er selvfølgelig ikke alle købte stauder, som det går så skidt med, men det er mere reglen end det er undtagelsen.

 

En helt anden og positiv oplevelse giver de stauder, som du selv sår af flere grunde. En er, at de er tilpasset voksestedet, og derfor oftest overlever. Samtidig gør de stauder, som du selv frembringer fra lille frø til en frodig plante, en kæmpe forskel for din selvtillid, din livsglæde og nydelsen af din have. De fleste af mine stauder er ’hjemmesåede’ og har derfor en hel speciel betydning for mig. De er fyldt med minder, og jeg har det med dem, som andre har det med at kigge i et fotoalbum: Tankerne kommer ud at flyve, og jeg mindes en masse begivenheder som er forbundet med netop den og den plante. Det gør mig glad. 

 

En tredje fordel ved selv at så stauder er, at du har masser af billige planter til at plante ud i haven, og et evt. overskud som kan byttes med venner til andre og flere spændende planter. Eller måske tager du mod til dig og fletter en lille bod sammen og starter et vejsalg? Eller endnu mere vovet, tager på plantemarked og sælger af dit overskud, som jeg selv har gjort i mange år.

 

Kriterierne for mine staudefrø er noget nær de samme som for mine sommerblomsterfrø: De skal kunne gro i Danmark uden alt for stor ståhej med vinteropbevaring og dynefrakke når det bliver rigtigt koldt. De skal kort sagt være ledyrkelige, rubuste og passe til det danske klima. 

 

Nogle af sorterne skal du lige have lidt øvelse i at håndtere rigtigt, og øvelse gør mester. I mine nyhedsbreve kan du få udførlige beskrivelser fra frø til plante, så du ikke er på herrens mark eller alene. Jeg har erfaringen og vil meget gerne hjælpe, hvor jeg kan.